At tage sin dreng ud af institutionen

Jeg fødte tilbage i september en lille pige, hvilket betyder, at jeg nu går hjemme på barsel.
Mine to drenge går i hhv. børnehave og vuggestue. Drengene har under hele barslen haft deltidsplads i institutionen på 25 timer. Så de har fri med mig hver mandag og så korte dage resten af ugen. Min store dreng har altid trives i institutionslivet og efterspørger at komme i børnehave og bliver ofte frustreret, når jeg henter ham for tidligt. Til gengæld har min mellemste dreng på 2,5 år aldrig rigtig syntes , at det der institutionsliv bare var sagen.
Jeg havde længe haft tanken om at tage ham ud af vuggestuen, lige siden Vigga blev født, men jeg havde haft indtrykket af, at han var glad for vuggestuen, hvormed det egentlig også passede mig fint, at jeg kunne koncentrere mig om vores lille ny familiemedlem. I løbet af foråret blev han dog mere og mere ked af at blive afleveret om morgenen. Jeg oplevede, at de dage han havde været i vuggestue ofte resulterede i nogle trælse eftermiddage og aftener herhjemme på matriklen. Jeg tog mig en snak med pædagogerne over i institutionen og de var rigtig gode til at lytte og komme med løsningsforslag. Jeg har altid været rigtig glad for vuggetuen og ikke mindst deres personale. Min ældste dreng har også gået der. Men på trods af min oplevelse af vuggestuen, virkede det bare ikke til, at min mellemste dreng var lige så begejstret som jeg. Pædagogen sagde til mig, at det nok ville blive nemmere, når jeg skulle begynde på arbejde igen, for så vidste han, at jeg ikke var derhjemme.

Skæbnen ville så, at begge drenge blev ramt af skoldkopper. Dvs. jeg havde alle tre unger hjemme i lidt over en uge. Imens den store knap nok kunne være i sig selv af kedsomhed og isolation fra omverden, havde jeg aldrig set min mellemste dreng være så glad og harmonisk, som dagene hjemme hos mig på trods af sygdom. Jeg prøvede at søge på nettet, om der var nogen der havde taget sit barn ud af institution, efter at have været en del af institutionslivet så længe, men jeg fandt ikke rigtig nogen med den slags erfaring. Men hvad søgte jeg egentlig efter? En accept efter at det er ok at træffe et noget anderledes valg? Vi fik os en snak, kæresten og jeg, omkring hvis behov det egentlig var, at han skulle gå i den vuggestue. Mit behov var det ikke, for jeg kunne sagtens overskue at have ham hjemme med vores milde, tålmodige og søde lille V. Men var det så hans behov? Det var vidst heller ikke svært at svare nej til. Og pludselig var det valg som jeg hele tiden havde været i tvivl om, slet ikke svært. Så efter at have gået i vuggestue i 1,5 år, valgte vi, at han skulle tages ud af institutionslivet og gå hjemme ved lille V og jeg, nu når vi havde muligheden for det. For det vi forældre ønsker os mest, er vel at vores børn er glade og trives?

Storebrors bemærkning var selvfølgelig: “Jeg skal da stadig gå i børnehave, ikke????????”.

Børn er så forskellige…..

Efter at beslutningen var taget kontaktede jeg institutionens leder. Hun var meget forstående og jeg tænker egentlig ikke rigtigt, at det kom bag på hende. Vi fik aftalt en dag, hvor vi kunne komme over og sige farvel, så vi kunne få afsluttet det på en “ordentlig” måde. Det var faktisk rigtig svært for ham, at han skulle over at sige farvel, for han havde ikke lyst og de gange vi har haft afleveret eller hentet storebror, har han fuldstændig taget afstand til vuggestuen og personalet. Men en ordentlig afsked skulle vi have, så vi kom derover en tirsdag kl 9 til samling. Det gik bare rigtig godt. Jeg var rigtig nervøs for, om han lige pludselig manglede vuggestuelivet, nu når han blev genforenet med det. Nervøsiteten blev ikke mindre af, at han insisterede på at lege videre med de andre børn efter samling. Der fløj hundrede tanker igennem mig, om det nu også var det rigtig valg. Men efter 20 min kom han hen og spurgte mig, om vi ikke snart skulle hjem.

At have dem begge hjemme nu, kræver selvfølgelig mere af mig end det gjorde da jeg og lille V hyggede rundt herhjemme selv. På den anden side giver han liv til hjemmet. Han er rigtig god til at lege selv og samtidig bliver jeg også nødt til at komme lidt ud, da det jo ikke nytter noget, vi bare sidder herhjemme og kigger. Det bliver til gåture i Rema, legeaftaler med andre hjemmegående, legestue eller hvad vi nu kan finde på. Til gengæld bliver det til mindre tøjvask, mindre afslapning til mig og husets standartudseende er efterhånden mere kaotisk end rydeligt. Men jeg har en glad dreng og det er det vigtigste…

Læs om omverdens reaktion på vores valg lige her.

Få en opdatering på, hvordan det er gået med Jeppe et halvt år efter han er stoppet i institution.

Instagram: septemberborn3

8 comments / Add your comment below

  1. Årh hvor lyder det bare som en rigtig god beslutning. Der findes en Ifavn gruppe på Facebook, hvor du kan finde andre hjemmegående, som også har oplevet at tage børn ud af institution og ellers aldrig have haft dem der. Måske du kan finde sparring der, hvis du får brug for det 🙂

    1. Hej Simone 🙂 Tusind tak for tippet. Det vil jeg lige få set på. Det kunne da godt være det kunne blive aktuelt.

Skriv et svar