Blogge og privatliv – hænger det sammen?

Så er det mit 5. indlæg som jeg lægger op her på bloggen og jeg må indrømme jeg er overrasket over det her blogland. Men hvad er det, som har overrasket mig så meget? Det er egentlig noget inde i mig selv og ordet er PRIVATLIV.

Ideen med hele bloggen, har hele tiden været at inspirere andre. For jeg bliver selv inspireret af andre mødre i blogland. Så det kunne da være fedt af give lidt igen på den konto. Også fordi jeg synes, jeg har noget at bidrage med. Men noget i mig, giver mig en klump i maven hver gang jeg trykker “udgiv indlæg”. Det føles bare ikke helt rigtigt, helt derinde i maven. Det er egentlig ikke fordi jeg har præstationsangst ift. om der er nogen der vil læse bloggen og det “ræs” med at have mange læsere. For min idé har hele tiden taget udgangspunkt i at inspirere andre og hvis jeg bare kan inspirere 1 eller 2, så har det været det hele værd. Det handler om helt andre ting bl.a. det virtuelle aftryk som jeg giver, for hvert indlæg der udkommer. Man kan vel sige, at jeg udstiller min familie?

Min kæreste er helt med på ideen omkring denne blog og synes det er fedt at have den som en slags dagbog. Specielt da vi har store planer her hen over vinteren, som kunne være fedt at dele her på bloggen. Men hvad med mine børn? De har på intet tidspunkt sagt det er fint med dem, at jeg lægger ting ud i den virtuelle verden som omhandler dem. Og synes de, at det er fedt, når de som eks. 15 årig ser, at der er et billede af dem, hvor de sidder på potte?

En anden ting er, at sådan en blog, for mit vedkommende, skal være ret personlig før det giver mening at drive en blog. Dermed inviterer man også folk ind i ens privatliv. Her opstår andet “problem”. Jeg ved ikke helt, om jeg er klar til at invitere folk ind i vores liv. Ikke fordi vi har noget at skjule. Men pludselig føler jeg det hele er sårbart. Folk kan pludselig have en mening omkring os (og fred være med det), men den mening kan komme ud fra et indlæg, som kun indholder en lille del af det liv vi fører her på vores matrikel. Altså en blog giver ikke et særligt nuanceret indblik i vores liv, men kun en brøkdel.
Et eksempel: Herhjemme har vi valgt hjemmefødsel, samsovning, blw, vi bruger vikler, hjemmegående, tager børn ud af institution, rejser ud i verden med rygsæk med vores børn. Når jeg læser alt dette, tænker jeg: Shit en hippie familie! Sandheden er bare, at jeg langt fra føler os som sådan. Jeg føler egentlig vi er ganske “normale” og som sådan ikke skiller os ud fra mængden, på trods af, at vi måske træffer nogle lidt anderledes valg. Men jeg kan godt “frygte” at folk får det andet syn på os (Ikke fordi det er verdens undergang, hvis dette sker), men pointen er bare, at sådan en blog kan give et andet indtryk af vores familie end hvordan den virkelig verden er. Og det ved jeg helt ærlig ikke, om jeg er parat til. At folk allerede har et forhåndsindtryk af, hvordan vi er som familie, ud fra, hvad de kan læse på sociale medier, frem for at møde os med åbenhed og nysgerrighed, for derved at lære os at kende. Giver det mening?

Jeg har heller ikke rigtig annonceret til nogen, at jeg er begyndt at blogge. Men i og med, jeg har oprettet en åben profil på instagram som har direkte forbindelse til bloggen, er venner, familie og bekendte begyndt at følge med der. Og for hver gang, en af disse relationer følger mig på instagram, er jeg tættere på at trykke delete delete delete her på bloggen. Jeg ANER ikke hvorfor? Det har nok relation til det der med, at det nok ikke føles så rigtigt for mig, at dele ud af vores liv.

Jeg har prøvet at “beskytte” børnene ved, at jeg bevidst ikke viser billeder af dem, hvor deres ansigt er helt tydeligt, i håbet om at det giver lidt mere ro i maven. Men det gør det bare ikke. Det hele bunder nok i, at jeg ikke ved, hvem der læser bag skærmen. Er det vores nabo? Lederen i Hjaltes institution? Familie? Børnenes venners forældre? Jeg ANER det ikke og kommer aldrig til at vide det. Og det brydes jeg mig bare ikke om. At jeg ikke kan kontrollere hvem der læser med.

Dette leder mig til næste tanke. Jeg er sygeplejerske. Hvordan kan jeg bibeholde en professionel relation til en patient eller pårørende, hvis de kender for meget til mit personlige liv??

Nå konklusionen er: Jeg giver lige det her blogland en chance. Så må vi se om knuden i maven forsvinder 🙂

Er der mon andre bloggere der læser med? Hvad tænker I om at blogge og privatliv?

3 comments / Add your comment below

  1. Jeg læser med – og blogger på Superprinsessen. Mine børn er ofte en del af mine indlæg og de store giver selv et ok til at jeg må bruge deres billeder på ig eller blog. De ser det ikke som noget problem, men jeg ville nok heller aldrig skrive noget som kan “bruges imod os” men jeg vil alligevel have lov til at dele mine meninger på min blog. Jeg ved ikke hvem der læser med og tænker at det er ligemeget så længe jeg kan stå indenfor det jeg skriver. Kan du følge mig?

  2. Hej Nanna 😊
    Dejligt du læser med! Fedt at de store er i den alder, hvor du kan spørge om det er ok med dem og du så kan respektere deres valg.
    Jeg kunne heller aldrig drømme om at skrive noget som jeg ikke står indenfor, men måske jeg har lidt berøringsangst? Altså over at invitere folk ind i mit lille univers. At folk kan have en holdning til noget omkring os som familie, som er mere nuanceret i den virkelige verden, end jeg formår at give udtryk for på bloggen.
    Men det er jo også op til en selv HVOR personlig ens blog skal være. Men jo mere personlig den er, jo mere nuanceret tænker jeg også det hele bliver. Men måske det hele bunder i, at jeg endnu ikke helt kender til min egen grænse ift hvor personlig bloggen skal være.

Skriv et svar