Endnu en snak om renlighed

Efter jeg skrev dette indlæg 9 måneder og renlig satte det nogle tanker i gang hos mig, omkring Jeppe og renlighed.

Han er 2 år og 9 måneder og har på ingen måde vist tegn eller interesse i at smide bleen eller på nogen måde ment at toiletbesøg er noget sindsoprivende spændende noget. Jeg har været meget påvirket af at have læst så mange steder, at man ikke må presse børn til at smide bleen og at de skal vise interesse for, at ville af med den. Så jeg har slet ikke skænket det en tanke, at Jeppe skulle smide bleen endnu. Men så blev jeg jo lidt opslugt af det der elimination communication, som ser det at bruge ble som noget unaturligt noget. At man som forældre, skal lære sit barns signaler og tegn, når de skal af med noget og på den måde, kan blive forholdsvis renlige på kort tid. Dette førte mig videre til flere artikler omhandlende, at børn i dagens danmark bliver senere og senere renlige.

Se så blev jeg sku lidt provokeret. For man kan vidst roligt sige, at det er to modsætninger “Elimination communication” (EC) og det at børn bliver senere og senere renlige. Så hvad fanden skulle jeg så lige stille op med sådan en type som Jeppe? Min dejlige temperamentsfulde dreng, som egentlig bare bedst kan lide, at ting er som det plejer at være. På den ene side, tænkte jeg, at han slet ikke var klar, men ville han nogensinde blive det? Men jeg blev provokeret. Der tændte noget i mig..

Uden at have snakket med Thomas om det, så blev jeg sku lige grebet af mine egne tanker og tænkte “Det kan fandme ikke være rigtigt, at han ikke kan smide bleen nu, om han så giver tegn eller ej”. I og med han også “bare” går herhjemme ved mig, så tænkte jeg, at det kunne da ikke blive et helt umuligt projekt. Så af kom den ble!
Og jeg er sku imponeret over den knægt. Han har haft 1 uheld ift afføring, og det var på første dagen! Der har været markant flere uheld ift tis, men det bliver bedre og bedre for hver dag. Vi kører faste toilettider og han har de sidste 3 dage kun haft uheld 1 gang om dagen! Jeg er virkelig imponeret! Og jeg havde jo ret, det var sku da ikke en helt umulig opgave. PÅ TRODS AF, AT HAN IKKE VISTE HVERKEN TEGN ELLER INTERESSE FOR AT VILLE VÆRE RENLIG!

Såååååå…… hvorfor er det lige at børn i dag bliver senere og senere renlige? Skal vi virkelig vente på at vores barn selv kommer og beder om at tisse i toilettet frem for i bleen???? Dovenskab fra forældrenes side? Er det den måde samfundet er bygget op på omkring institutionalisering hvor “projekt smid ble” helst skal foregå i en ferie, da det ikke hænger sammen med institutionslivet??

Jeg ved at disse spørgsmål kan provokere nogen. Og jeg er selvfølgelig klar over, at det rent fysiologisk, kan være svært for en lille gruppe af børn, at få styr på det vandladning osv langt senere end gennemsnittet. Men ovenstående er taget ud fra en generalisering…

Kom gerne med jeres synspunkter! 😊

3 comments / Add your comment below

  1. Spændende tanker!
    Jeg er pædagog i en børnehave, pt på en stue fyldt med børn der alle blir 3 i år. Og der er vi da all in på at få dem blefri hurtigst muligt – men venter jo som du selv siger, på at de selv og forældrene giver udtryk for at være klar. Med det resultat at man hos os også ser børn på op til 4 og i enkelte tilfælde 5 år, før de smider bleen. Måle skal man presse lidt mere på? 🤔

    1. Hej Carina. Tusind tak for din kommentar 🙂 Spændende med dine oplevelser ift. blebrug og at mange ikke er renlig endnu når de starter i børnehave.
      Jeg tænker, at der kan være mange grunde til, at de endnu ikke er blefri i den alder. 1 ting tænker jeg, kan skyldes engangsbleers enorme gode evner til at suge. Dvs. at børn nu til dags, jo ikke engang registrerer at de tisser i bleen, da den suger så godt, så på den måde, har de jo i flere år, bare gået rundt og tisset uden at bemærke det? Så hvordan hulan, kan vi så forlange at de skal vise interesse for at smide bleen og vise de er klar?? Nr 2 ting er, at det jo som forældre også kræver overskud, når den der ble skal smides. Lige som med sygdom, så er der sku aldrig et rigtig godt tidspunkt. Så kombinationen af, at børnene ikke viser interesse og forældres manglende overskud (pga. den pressede hverdag som efterhånden er en normal ting i DK), så tænker jeg, at det kan være en mulig årsag. Jeg tror simpelthen at mange forældre venter (forgæves?) på at deres børn viser interesse, for de skulle jo nødigt presse dem ud i noget?
      Men tilbage til dig, jeg synes det er fedt, hvis I har fokus på at få dem renlige i den institution du arbejder i! Det kræver selvfølgelig et godt samarbejde med forældrene, før det lykkes. Der jeg tror, man kan “presse” mere på, er nok mere forældrenes syn på, hvornår de oplever at deres barn er klar? For måske de bare går og venter på, at lille August selv beder om at komme på toilettet? Hvis dette er tilfældes, tænker jeg, at man da har noget at arbejde med 🙂

Skriv et svar