Sommerferien banker på døren….


Herhjemme er der lige så stille begyndt at komme feriestemning i Tyttebærhuset.
Vi er alle så glade for, at farmand nu er en del af hverdagen. Ikke fordi vi skal det store. Overhovedet. Hjalte startede morgenen med at sige: “Jeppe, så er der ferie! Så kan vi to bare lege sammen hver dag hele dagen” – Så kom der et lille smil på mine læber (I 2. sek. naivitet var jeg fuldstændig lykkelig over hvor søde de to er sammen, indtil jeg kom i tanke om, at Jeppe ikke helt har forstået de sociale spilleregler endnu, men hep hej! Godt med noget optimisme!) 🙂

Vores sommerferie i år bliver på discount måden. Dvs. ingen vilde udenlandsrejser og heller ikke de vilde dyre ture her i DK. Vi sparer nemlig. Vi vil nemlig meget hellere bruge vores ferie budget på en længere rejse hen over vinteren, som I helt sikkert nok skal blive introduceret for senere.

Så i år må vi løse det på den billige måde. Og som før skrevet, har mine svigerforældre et dejligt lille sommerhus 20 min kørsel fra Tyttebærhuset. Det er et lille primitivt sommerhus, men der mangler absolut intet. Det er en af de der sommerhuse, hvor man godt lige kan råbe til hinanden, når man står i det “varme” bad og en tænder for vandhanen i køkkenet. For det kan mærkes i badet 😛 Det bliver skide koldt. Generelt findes der ikke lange varme bade derude, men det har jo også sin charme.

Så der skal vi så bruge vores ferie i år og skal være der sådan ca. 14 dage. Der er intet tv “der duer” (bevidst valg fra os), ingen iPad og telefonerne må kun bruges om aftenen når børnene er puttet. Vi skal være sammen som familie.
Vi har tænkt os at tage på små endagsture. Vi skal bl.a. en tur til Aarhus, hvor Hjalte og jeg skal i cirkus summarum (fik jeg i fødselsdagsgave af ungerne og manden) sammen med min veninde og hendes datter Alma. Alma og Hjalte er som pot og pande og har kendt hinanden siden vi mødtes i mødregruppe højgravide for snart 5 år siden. Efter dette, tager Alma og familie med i sommerhus nogle dage. De er, lige som os, 2 voksne og 3 børn og alle børn er jævnaldrende. Så det bliver spændende med 10 mennesker på 40 kvm. Det bliver en udfordring, men vi har det meget afslappet til hinanden og til hinandens børn, så det skal nok gå. Inden de smutter videre på ferie, så afslutter vi med en tur i Legoland, hvor vi har sæsonkort til.

Ellers får vi lidt besøg af et andet vennepar, som lige svinger forbi sommerhuset og siger hej, vi skal et lille smut i Skærup Zoo og så må vi ellers se, hvor tiden bringer os hen. Vi håber VIRKELIG på at vejret er med os!