Momsterliv: En dejlig feriedag (1. august)

Som et nyt tiltag, har vi mødre på momster valgt at skrive et indlæg hver måned d. 1, så I kan få en indblik i et “morliv” eller “momsterliv”. Og det er så i dag, at kalenderen siger d. 1…. So here we go….

Jeg ligger i min seng og sover alt alt alt for tungt, da Thomas får sagt “vagtskifte”. Åhhhh nej. Her sov jeg lige så godt under den varme dyne, total kvæstet efter at have været på farten i to dage i Aarhus og uret siger 05.13. Thomas får sagt noget med: “Vigga skal ammes, det kan jeg ikke klare” – og jeg tænker “Godt med dig”. Får bevæget mit korpus ind på Viggas værelse, nusser hende lidt og hun falder i søvn igen. Amning og min bare r… Men fair nok, han har haft “tjansen” siden hun ikke ville sove i går aftes. Får lagt mig, på vores alt for tynde madras på Viggas værelse og sover videre.

Vågner senere, denne gang til grin og smil fra Viggas seng. Klokken siger 7.45 – se det kan vi lide. Får ammet Vigga og vi leger lidt rundt inde i værelset så vi ikke vækker resten af huset. Efter noget tid, lister vi ud af værelset, da jeg vil lave morgenmad, vil lukke døren ind til Jeppes værelse, men han sidder minsandten i sin seng og er vågen. Kvitterer med et kæmpe smil. Så ved jeg dagen er i gang.

Inden 5 min. er hele huset vågent. Havregrøden bliver serveret og der hygges. Vi skal senere på dagen til Kolding sygehus, hvor Hjalte skal røntgenfotograferes (I kan læse hvad der er sket her). Men inden da, skal vi hygge herhjemme og Thomas skal løbe en tur. Nabobørnene kommer over og siger hej og således bliver hele formiddagen brugt på leg med nabobørnene.

Inden røntgen i Kolding, sætter Hjalte og Jeg, Thomas, Vigga og Jeppe af i sommerhuset i Høll, da farmor har fødselsdag. Hun holder det for hele familien i sommerhuset og da det falder sammen med røntgentiden i Kolding, sætter vi dem af på vejen.

Hjalte og jeg kommer hurtigt ind til røntgen i Kolding og ikke længe efter det, kommer vi ind og snakker med lægen. Alt ser fint og godt ud. Jeg er lettet, tingene er bare nemmere når alt er som det skal være. Så planen er, at vi skal komme til den planlagte tid i næste uge til endnu en kontrol og røntgen. Så efter en dejlig besked, begiver vi os mod Høll igen til fødselsdagsfest.

Der er bare en specielt stemning over sådan en fødselsdag og familien er samlet. Børnene er VILDE med. Fætre og kusiner, leg og grin. Og så er det egentlig også okay “nemt” at være forældre, når de to store bliver underholdt 😉 Efter alt for meget mad og kaffe kører bilen atter mod Vejle. Alt for sent ift. børnenes sengetider. Overtrætte børn er ikke altid nemme at putte. Men ny rekort! 45 min og der er ro og nu sidder jeg her. Endnu en dag er fløjet forbi. Hurtigere end jeg kan følge med og jeg bliver atter mindet om, at mine børn kun er låns. Inden jeg ser mig om er de fløjet fra reden.