Anmeldelse af Thule Yepp Maxi cykelstol

Reklame – i samarbejde med Thule

Jeg skrev i sidste uge, at jeg var så heldig, at jeg skulle teste Thules cykelstol Yepp Maxi. Jeg fik skrevet lidt om mine forventninger til en cykelstol og at jeg var spændt på, om denne cykelstol kunne leve op til de krav vi har til en cykelstol.

Men hvordan er det så gået? Og lever Thule Yepp maxi op til vores forventninger?

Montering:
Da jeg først modtog kassen med cykelstolen i, tænkte jeg, at jeg allerede havde smidt monteringstjansen over på Thomas’ skulder. Det er jo det nemmeste. Men jeg fik mig selv overbevist om, at jeg selv skulle i gang. Og jeg var heldig. For der følger en nem og idiotsikret manual med (endda med billeder). Så det kunne jeg forholde mig til. Så jeg gik i krig. Og det var egentlig overraskende nemt. Også fordi cykelstolen i sig selv er ret let, så det kræver ikke de store mulder, at bakse lidt rundt med den. Montering af beslaget på cyklen var også nem og lige til ift. manualens anvisninger.

Funktionalitet:
Nu når vi er ved beslag, så er det geniale ved Yepp Maxi cykelstolen, at hvis man har to beslag og monterer det på hver sin cykel, så kan man nøjes med én cykelstol. Dvs. hvis mor afleverer i institution på cykel om morgenen, så kan farmand hente på cykel om eftermiddagen, bare ved at “efterlade” cykelstolen i institutionen. Så slipper man for at køre rundt med en cykelstol bag på cyklen, som ikke er i brug. Det er genialt, specielt når man bor i så bakket et område som Vejle, hvor cykelstolen godt kan tage en del vind, så det bliver hårdere at cykle med en cykelstol. Det er desuden nemt at skifte cykelstolen mellem de forskellige beslag.

Cykelstolen kan bruges helt op til 22 kg og jeg var meget spændt på, om det ville virke usikkert, at have Hjalte på knap 20 kg bag på cyklen. Men da han først var spændt fast i cykelstolen, havde jeg ikke nogen følelse af, at han var for stor til den. Det føltes både sikkert og behageligt.
Derimod synes jeg, at cykelstolen virker stor og lidt voldsom til Vigga på 13 måneder. Hun er i forvejen ikke en af de længste, men hun kan simpelthen ikke få fødderne i fodstøtterne, uden det virker meget ubehageligt for hende. Dette på trods af, at man kan justere fodstøtterne op og ned afhængig af barnets størrelse (se nedenstående billede). Spørgsmålet er så også, hvor nødvendigt det er for hende, at have fødderne i fodstøtten? For der er ingen fare for, at de fødder kan komme til skade ved at lade være.

Nemt klick-system til at justere fodstøtterne, så det passer til barnet

Som ovenstående indikerer, så kan cykelstolen benyttes af alle børnene her i husttanden. Og én af de ting, jeg var spændt på, var om det var besværligt at indstille stolen hver gang, et nyt størrelse barn skulle bruge den. Jeg er virkelig overrasket over hvor nemt det er. Vigga har vi i den mindste størrelse og Hjalte den størrelse. Fodstøtterne kan nemt flyttes op og ned ved et enkelt klicksystem bag på. Selerne kan også nemt justeres. Det mest bøvlede er faktisk, at selerne skal op og ned i ryglændet. Men har man først fået lidt håndelag for teknikken, så er det faktisk ret nemt.

Selerne kan justeres i to højder ved ryggen, så det passer barnets størrelse

En ting som jeg synes er mega rart er, at man har mulighed for at tilkøbe baglygte til cykelstolen. Genialt nu når vi går den mørke tid i møde. Ligeledes kan man tilkøbe regncover, hvilket måske er en god idé, når man tager den danske vejr i betragning.

Nødvendighed:
Jeg er overrasket over, hvor meget vi egentlig bruger cykelstolen. Det er en god løsning, hvor det er for langt for de små at cykle selv, men hvor det næsten er fjollet at starte bilen.
Vi bruger faktisk cykelstolen ugentlig til hvert barn. Som eks.:
– Når jeg skal i legestue om onsdagen med Jeppe og Vigga (Ligger 5 km væk og jeg har ikke bilen om onsdagen). På trods af, at vi har cykeltrailer, så foretrækker jeg at have den ene i cykelstolen, da det så ikke bliver så tungt for mig at cykle med.
– Thomas og Jeppe cykler til gymnastik om søndagen.
– Når Thomas afleverer Hjalte om morgen i cykelstol, hvor jeg er nødt til at hente om eftermiddagen i bil (Som er pakket op af vores vognpark, så jeg ikke har plads til Hjaltes cykel).

Jeppe på vej til gymnastik

Det er de typiske tre gange om ugen vi benytter os af cykelstolen. Dog bruger vi den også, når vi cykler på legeplads, ned at handle et smut, henter Hjalte i børnehaven (Her cykler Hjalte og Jeppe og jeg har Vigga i cykelstolen). Vi kan simpelthen ikke undvære cykelstolen og den er med til, at vi vælger cyklen frem for bilen = gratis motion til mor og far. Win win.

Pris:
Jeg synes den virker som en rigtig god kvalitet. Cykelstolen er ikke lavet af hård plast, men af stødabsorberende materiale, så den kan holde til nogle knubs. Så hvis cyklen skulle vælte, skal man ikke bekymre sig om cykelstolen går i stykker – for det gør den ikke. Generelt er det en funktionel cykelstol, som stemmer fuldstændig overens med mine forventninger. Dermed synes jeg også at prisen stemmer overens med kvaliteten.

Hjaltes på 5 års kommentar, da jeg spurgte, hvad det bedste ved cykelstolen er: “Man sidder MEGA godt” 😉 Så hermed min bedste anbefaling til en cykelstol, den opfylder vores krav til en cykelstol.

På vej i legestue, med Jeppe i cykeltraileren

Læs andre anmeldelser af Thules produkter her og læs andre produktanmeldelser på www.momstertest.dk

 

 

Skriv et svar