Kæresten gæsteblogger: Hjemmefødsel – min oplevelse

Tidligere har jeg skrevet min oplevelse af vores hjemmefødsel af Vigga. Men som mange ved, har kvinden og manden ikke nødvendigvis den samme oplevelse af selv samme sag. Så derfor har min kæreste nu skrevet sin oplevelse af vores hjemmefødsel. Tag godt i mod den.

Det var en kedelig lummervarm torsdag aften i starten af september, 2016 i Tyttebærhuset, hvor vores topisolerede hus er +25 grader, og vi alle sveder. Vi havde nr. 3 i ovnen, drengene var puttet og Trine havde som gravid (kvindelige læsere skal tilføje: “og andre”) brokket sig lidt i løbet af dagen pga. varmen. Inden sengetid havde hun sagt, at det godt kunne være snart, at den var færdigbagt. Men når man har prøvet det før, er man helt rolig – der er 2 uger til ovnen “bibber” og kagen skal ud. Vi har jo to gange tidligere holdt os til tidsplanen. Det skulle dog vise sig at være et fejlskøn fra min side. Trine kysser mig godnat, og jeg forbereder mig på det værst tænkelige som en trænet far gør. Jeg må dog være ærlig at sige, at det ikke involverede en fødsel eller noget med drengene, men at jeg havde et mødereferat hængende som en mørk sky over min samvittighed, som jeg skulle have skrevet til dagen efter. Jeg sover som en sten i løbet af få minutter, som jeg plejer.

Trine vækker mig noget før midnat og siger: “Jeg tror det er nu”. Jeg er forsat rolig, der er jo 2 uger til. Jeg skal jo også lige vågne. Veerne tager til den kommende halve time, og jeg kan godt fornemme, at NU ER DET NU! Trine ringer stille og roligt til Kolding Sygehus og får bestilt jordmoderen, som siger, at hun nok snart skal komme. Jeg tænker, at hun bare skal se og komme afsted, men Trine får ikke rigtig givet udtryk for hastværket i telefonen! Vi sveder begge og veerne tager yderligere til, og jeg kan huske, at jeg forbavses over Trines ro – selvom veeerne er gode (kvindelige læsere: læs “kraftige”). Det er vidst også noget med, at hun siger det presser.

Til læserens info var min rolle ved nr. 1 og nr. 2 meget beskedent og har primært været at servicere i nødvendigt og ønsket omfang uden at gå i vejen. Jeg har dog klippet navlesnore, så nu tænkte jeg, at vi bare skulle klare den dertil, så var vi home-safe såfremt jordmoderen ikke kunne nå frem.  Jeg kan huske, at jeg undrer mig over at Trine er så rolig, og jeg tænker, at så måtte jeg også hellere være det. Selvom jeg alligevel måtte tage et lille pokerface på, da Trine spørger, hvad vi gør, hvis jordmoderen ikke når at komme?

Veerne tager nu yderligere til, og jeg tænker, at dette kan blive min ilddåb som autodidakt jordmoder. Jeg ringer til jordmoderen for at høre hvor langt hun er. Heldigvis er hun 5 min fra vores hus. Veerne tager nu yderligere til, og jeg tænker, at jordmoderens primære opgave må være at kunne “gribe” ungen. Heldigvis er mit boldøje efter egen overbevisning ok – selvom Trine hævder, at hendes er bedre.. Jeg har en masse håndklæder klar til at sikre en blød landing såfremt mit “talent” skulle svigte.

.. Minutterne føles som år, og jeg overvejer at ringe til hende igen, da jeg hører en personbil køre langt over den anbefalede hastighed på vores boligvej nærme sig. I tide!

Jeg får høfligt guidet jordmoderen ind, og jeg er dybt lettet, da hun måler hjertelyd og overtager vagten. Ganske kort tid efter kom vores super dejlige skønne Vigga til verden. Jordmoderen fik ordnet formalia ved køkkenbordet, og vi fik os en sludder om shelters, udesovning  og babyer inden hun sagde farvel. Vi havde fået verdens dejligste datter.

Sig hej til Vigga

Den efterfølgende dag fik jeg en kollega til at skrive mødereferatet, da jeg jo nu var gået på barsel. Den mørke sky i min samvittighed var på kort tid gået fra mørk til lyserød.

Hvis Du er interesseret, kan du læse hvilke overvejelser vi havde omkring at vælge en hjemmefødsel her.

Skriv et svar