Singapore – Brand, evakuering og et farvel

Thomas og Jeppe efter vi er blevet evakueret

Vi lå lige alle fem og sov så trygt. Pludselig vågner jeg ved en høj stemme ud af nogle højtalere. Noget i retning af: “Can I May get your attention please, its an emergency”. Jeg får ikke lige fat i hvad der mere bliver sagt, for så fortsætter det på fire andre sprog. Jeg får vækket Thomas og spørger, hvad hulan der foregår. Det ved han heller ikke, ved heller ikke om jeg havde regnet med andet, når jeg vækker ham direkte fra drømmeland. Men hurtigt går det op for os, at det er hotellets brandalarm og at vi alle skal evakueres. Et kort øjeblik overvejer jeg, om en af os ikke kan tage trappen ned fra 13. sal og høre om de virkelig mener det brænder! Tanken om at skulle vække 3 sovende unger, kunne jeg næsten ikke overskue. Eller det var nok mere konsekvenserne af en alt for tidlig vækning af ungerne, jeg ikke helt kunne overskue.

Nå men vi får hurtigt samlet de nødvendige ting. Pas, kontaktlinser og telefoner. Vækket ungerne. Vi havde håbet, at når vi kom ud på gangen og så de andre gæster, at en ville sige at det var en fejl. Men forgæves. Vi får gået hen til EXIT skiltet og så må vi ellers gå 13 etager ned. Hjalte var sej og tog hele turen selv imens Thomas havde Jeppe på armen og jeg Vigga. Vi går sammen med alle de andre gæster ned. Der er en mærkelig stemning, men ingen panik.

Vigga og jeg under evakueringen

Alt foregår stille og roligt. Hjalte spørger hundrede gange hvorfor vi ikke bare tager elevatoren og hvorfor vi skal ud af hotellet. Vi prøver på bedste vis at svare ham uden at sige direkte hvorfor. Da vi endelig når ned, så ja….. er ALT som det plejer. Butikkerne på stueetagen har kunder og vi ser ingen røg nogen steder. Da vi når hen til indgangen af vores hotel, står der en mand fra hotellet og er i gang med at pudse vinduerne til indgangspartiet og smiler os godmorgen. Vi tænker bare: “Øhhhhh???” Vi kommer ind og med det samme kommer en ansat hen og undskylder mange gange. De har set på overvågningskameraet at en lille dreng på 12. sal har aktiveret brandalarmen. Så tilbage på hotelværelset med os og så var dagen lige som startet. Klokken alt for tidlig….. og en forskrækkelse rigere…

Nu når vi alligevel havde været så tidligt oppe, besluttede vi at tage til Little India. Vi havde nemlig besluttet os for, at tage en overnatning mere i Singapore end først planlagt. Little India er et område i Singapore, hvor der næsten er et lille samfund af indere. Det var hyggeligt og spændende. Vi fik spist indisk streetfood og blev meget overraskede over, hvordan indere spiser maden med hænderne. Der sad indere ved siden af os og lige så mærkelig de syntes det var, at vi pænt spiste med ske og gaffel, lige så undrende var vi over, at de bare smider klør fire i maden…

Indisk streetfood

På vej hjem var Hjaltes største ønske at prøve at køre i en dobbeltdækker bus. Så vi tog den første og bedste, på trods af den slet ikke havde retning mod vores hotel. Vi fik en stor omvej hjem, men Hjaltes lykke var gjort ☺️

På vej i dobbeltdækkerbussen med vores nyindkøbte selfiestang for 12.5 kr. Stort hit hos den 5 årige (og ca 500 billeder rigere efter køreturen)

Den første dag hernede brugte vi på at opleve nærområdet. Vi bor temmelig centralt, så vi snuppede en tur forbi “Garden by the Bay” som skulle være et must see. Det er en stor botanisk have, som er lavet på indvundet land. Den er forholdsvis ny, da den først stod færdig i 2012. Den har nogle “supertræer” i haven, som den er kendt for. De er 25-50 meter høje og kan ses fra stor afstand. Dog var det der trak mest i os, at de havde et Childrens garden, som bl.a. skulle indeholde et lille badeland. Og det var en succes.

Supertræerne ved Garden by the Bay
Childrens garden
Vandhunden Hjalte

Efter besøget i Garden By the Bay drog vi mod Singapore Flyer. Minder meget om London Eye, med et stort pariserhjul. Især Hjalte var ret hooked på at prøve det. Vi fik drengene overtalt til at gå hele vejen derover, hvilket var betingelsen. De klarede den, med kun lidt brok! Det tager ca. en halv time at nå hele vejen rundt i pariserhjulet og man har en fantastisk udsigt næsten hele vejen! Det syn der dog har printet sig mest fast er synet af alle de skibe som krydser forbi Singapore! Det var helt vildt hvor mange store skibe der kunne ses, så langt øjet rakte.

 

Singapore flyer

I foregårs tog vi i zoologisk have. Den havde vi hørt flere anbefale, så den ville vi da opleve. Den ligger et stykke fra centrum. Vi tog metroen det meste af vejen og så skiftede vi til en bus. Vi har fået købt os et turistkort på 3 dage, så vi kan køre alt det metro og bus vi vil. Det nemme ville nok have været, bare at tage en taxi. Men tilgengæld er det ret nemt med metrosystemet og drengene synes det er spændende med alle de mennesker. Der var en oplevelse i zoologisk have og det er sjovt, hvordan nogle dyr går frit uden for bur, som ikke er det i danske zoologiske haver. Bl.a. var næsten alle aber og veraner frie. Ellers toppede dagen lige da vi kunne blive nedkølet i deres udendørs vandland. Det er altid en succes.

Fælles selfie foran Singapore zoo
Vigga bliver lige nedkølet
Nogle frie aber

Ellers flyver dagene forbi. Total kliché. Lige nu sidder vi faktisk i en bus på vej til Kuala Lumpur, Malaysia. En tur på små 6 timer. Vi sagde derfor farvel til Singapore i morges i øsende regnvejr. Det har været fantastisk at besøge Singapore trods priserne er svarende til danske priser. Så vi glæder os til at komme tilbage til low budget igen i Malaysia. Indtil videre har vi booket to overnatninger i Kuala Lumpur og hvad vi skal derefter afhænger af vejret. Desværre lover de regn i det meste af Malaysia den kommende uge, så vi må se, hvad vi finder på 😊

Der mangler ikke benplads i bussen 😉

Følg med på vores eventyr på instragram: Septemberborn3 og facebook: Septemberborn

2 comments / Add your comment below

    1. Hej Thea. Hyggeligt du læser med 😊 Træerne er laver af stål og dermed kunstigt skabte. Men “skelettet” de med planter, klatreplanter, bregner, snylteplanter som bruges som en slags bark. Træerne er desuden bæredygtige med solceller, som leverer energi til de lysshows der er om aftenen i parken 😊

Skriv et svar