Et hej til mor-usikkerheden

Nu tænker du sikkert. Hvordan kan en 4. gangs mor blive usikker på hendes formåen? Du har da prøvet at blive mor 3 gange før, så du må da være en rutineret en af slagsen og bør kunne det der motherhood for spædbørn på ryggraden.

Jovel jovel havde det da være fedt, at have fået barn nr. 1 med den erfaring som jeg har nu. For jo, mange ting er da meget nemmere her 4. gang. Det er desværre bare ikke ensbetydende med, at den der nagende mor-usikkerhed ikke eksisterer. For det gør den og lige for tiden fylder den desværre ret meget. Det er der desværre en helt reel grund til.

Agnes var en dejlig stor pige på 3900g ved fødslen. Den største baby der er født her på matriklen. Problemet er bare, at hun ikke er blevet så meget større siden. Jeg havde, som før skrevet, problemer med min amning i starten, men på trods af det, havde hun faktisk kun tabt sig 50 g efter en uge. Det er faktisk meget flot ift. at ammebørn må tabe sig op til 10% af fødselsvægten. Mine bryster er efter efterfølgende helet og jeg har egentlig følt at amningen kørte på skinner. Agnes vægt er bare ikke enig i min antagelse.

Man siger, at piger skal tage ca. 25 g på om dagen, svarende til ca. 175 g i ugen. Agnes har desværre langt fra taget det på hun skulle, siden første sundhedsplejerskebesøg da hun var en 1 uge gammel. Så sundhedsplejersken har været her hver uge for at kontrolveje hende. I går havde vi derfor endnu en kontrolvejning af Agnes. Allerede fra sundhedsplejersken troppede op, væltede usikkerheden op i mig. Jeg havde en dårlig fornemmelse. Hun bliver vejet. 4000 g siger vægten.

Det er slet ikke nok. 80 g siden vægten i sidste uge. 100 g siden hun kom til verden for 4 uger siden! Hold kæft en skuffelse. Det trykker så meget på min følelse af utilstrækkelighed som mor. Hvorfor tager hun ikke på? Hvad gør jeg galt? Jeg har fuldammet 3 børn uden problemer, hvorfor kan jeg ikke nu? Sundhedsplejersken stiller en masse spørgsmål omkring amningen og jeg føler næsten ikke jeg kan svare, uden jeg bliver helt usikker på min egen formåen. Jeg kan mærke, at min selvtillid ift. amningen er helt i bund.

Jeg er slet ikke klar til at opgive amningen. For jeg kan slet ikke forstå, hvordan vi er havnet her? For mig er Agnes en veltilpas, glad og opmærksom lille pige. Jeg føler at hun trives. Skal jeg virkelig droppe amningen, fordi nogle tal på en kurve viser noget andet? Hvad nu hvis jeg havde sagt “Nej tak” til tilbudet om at få besøg af en sundhedsplejerske? Havde Agnes’ vægt så nogensinde blevet et issue? Hvis det nu viser sig, at hun tager et kæmpe vægtspring nu? Er alle mine bekymringer så helt ubegrundet?

Tja, og amningen er faktisk ikke det eneste jeg efterhånden er usikker på i kølvandet på den manglende vægtstigning. Sover hun for meget? For lidt? Er hun for sløv? Er der tisbleer nok? Får hun ro nok? Skal jeg nedjustere mine socialeaktiviteter? Skal Vigga være mindre hjemme, så amningen kommer i fokus?

Så jeg byder endnu engang mor-usikkerheden velkommen og krydser fingre for, at Agnes til næste kontrolvejning i næste uge har taget mindst 175 g på, så hun kan fortsætte med at være et ammebarn og min mor selvtillid forhåbentlig kan komme lidt retur.

8 comments / Add your comment below

  1. Åhhh altså, den usikkerhed og de bekymringer man har som mor, de stopper nok aldrig rigtigt, vel? Det er sgu et hårdt job, det der “mor”.

    Jeg krydser fingre for, at hun har taget på ved næste kontrol.

  2. Du har jo også rigelig at se til med 4 små børn, jeg kan huske at jeg ikke deltog i mødregrupper med Søren, måske lidt med Henriette, det kan jeg hvertfald ikke helt erindre . Men helt klart med nr. 2 og 3 skruede jeg ned for det sociale blus.
    Jeg havde også rigelig at se til med Sofies sprogudvikling og hendes sprog gruppe i Tørring og låne læsespil på det gamle hospice i Vejle og øve med hende.
    Så barslen var en kærkommen mulighed til at få Sofie til at tale bedre.
    Men helt klart vil jeg anbefale at drosle ned på det sociale og holde focus på det nære, men du er jo en super intellegent pige.så det skal nok gå.
    Knus fra Vibeke Frandsen.

    1. Tak for din kommentar Vibeke.
      Det var dejligt du kunne udnytte din barsel til gavn for dine andre børn også.
      Jeg har denne gang og sidste barsel med Vigga også fravalgt mødregruppe, for at have mere tid til børnene i hverdagen og til at vedligeholde de bekendtskaber jeg har i forvejen.

  3. Hej Trine.
    Jeg er ked af at læse, at det ikke helt fungerer med amningen. Husker dig jo som superammer og-mor i vores mødregruppe. Så husk at du er ret sej!
    Men jeg kan godt følge dig i følelsen af utilstrækkelighed, når barnet ikke får nok føde og at det er fordi amningen ikke fungerer. Jeg kunne heller ikke få det til at fungere med nogen af mine, og på det tidspunkt var det en stor sorg for mig, som nu er helt ovre. De er sunde og raske alligevel i dag. Jeg tror det ligger så dybt i mødre, at deres barn får nok føde, og at man føler sig ansvarlig for det… selv når vores er blevet 7 år er det mig ret magtpåliggende at sørge for at han får spist nok🤪.
    Min mening omkring amning er, at det ikke er der den gode mor ligger! Hvis det ikke lykkes af den eller anden årsag, så giv på et tidspunkt afkald på det i stedet for at slide dig selv op på det… jeg er sikker på, at du gør alt hvad du kan for at lykkes!😌

    1. Hej Lone
      Tusind tak for din kommentar. Ja det er rigtigt, du havde også bøvl med at få amningen op at køre. Og du er jo en mega god mor alligevel 😀 Men det med mad og børn er bare et mega følsomt emne som mor og forældre. Agnes har heldigvis tage fint på igen og der er først kontrol igen om 14 dage. Så jeg ammer stadigvæk, men det er slet ikke på samme afslappende måde, som med de andre tre. Det hele kører lidt på amning og mad i det kære hoved.

  4. Hej Trine.
    Jeg kender dig ikke, og kommenterer normalt aldrig på blogindlæg – men dette rammer så meget ind i mine oplevelser med vores datter. Hun blev også født som en flot stor pige på 3775 g. Sund og rask, 10 dage over tid. Men men men – hun ville heller ikke tage på. De første 8 uger tog hun MAKS 100 gram på om ugen. Vi fik også vejet hende hver uge. Hun tabte sig også flere gange i sine første halvandet leveår. Jeg har grædt SÅ mange tårer over det, og følt mig usikker på hvor hun og vi stod. Vores datter er typen der kaster op hvis der er det mindste antræk til sygdom, og fra hun var 1-1½ var hun nærmest konstant syg, og da hun var 1½ tabte hun sig pludseligt 500 gram på meget kort tid. Det betød at hun som halvandet år gammel kun vejede 7 kg. Jeg har været indlagt med hende flere gange, hun er blevet testet for ALT. Hun fejler intet, er sund, rask, og kvik. I dag er hun 4 år. Vi går stadig til kontrol med hende, selvom vi nu er nede på hver 6. måned, men vi har i lange perioder været til vægtkontrol med hende hver 4. uge. Vores læge føler konstant at hun overser noget ved vores pige – for hvorfor vil hun dog ikke tage på, og ikke vokse? Hun vejer nu 12 kg, og er 96 cm – som 4 årig. Jeg er nok nået til det punkt hvor jeg bare er taknemmelig for at hun trods alt er sund og rask, selvom hun stadig ikke tager på. Det eneste vi nogensinde har set en reel effekt med er børnesondeernæring – et meget rigt tilskud beregnet på små børn som vi fik på recept til hende da hun var 1½. Da kunne hun lige pludselig tage 1 kg på i løbet af en måned – men det var også på et tidspunkt hvor hun trængte meget til det. Jeg kan levende sætte mig ind i hvad du går igennem. Det er frygteligt når ens børn ikke vil tage på. I dag vil hun stadig ikke tage på. Hun er så slank at hun ikke kan holde varmen her om vinteren med mindre hun har flere lag uld, termotøj og flyverdragt på udenfor. Hun er så lille at jeg har været nødt til at købe babytøj til hende, selvom hun efterhånden er en ‘stor’ pige der gerne vil gå med stor-pige tøj. Hun er så tynd at hun skal gå med ekstra slim bukser – helst med elastik i, så de kan spændes ind. Så selvom jeg efterhånden har fundet en vis ro i, at hun bare vokser langsomt på alle måder, så er der stadig udfordringer og bekymringer.

    1. Hej Miriam
      Hvor er det sødt af dig at lægge en kommentar her på bloggen. Det er jeg rigtig glad for!
      Jeg er ked af at høre, alt det du har og kæmper med ift. din datter. Det lyder som en ordentlig omgang og også en del bekymringer du har stået over for.
      Jeg ønsker dig og din datter alt mulig held og lykke i fremtiden.
      Knus

Skriv et svar