Kan jeg lige stemple ud, tak?

En skrigende Agnes på en rasteplads

Generelt vil jeg gerne bruge bloggen til at sprede dejlige positive, inspirerende og måske til tider, selvironiske perspektiver på tilværelsen som mor til fire. Her MÅ vi jo ikke glemme tendensen til, at både facebook, instagram, blogs og youtube emmer af en glansbillede kultur. Jovel, er det sjovere, at dele ud af de gode stunder. Og måske også grænseoverskridende at dele ud af de knap så gode stunder? For kan det så misforstås og tolkes forkert? Tja.. og hvad vil yngsteynglet sige, når hun om 10 år kan læse på nettet, at jeg egentlig ikke synes, at hun er et pragteksemplar af en baby?

Jeps, det er Agnes jeg hentyder til. Hold k… hvor trækker hun tænder ud. Det har ikke været nogen tvivl om, at hun har et godt temperament. Det har vi faktisk slet ikke været i tvivl om, siden hun sagde hej til verden i et kraftfuldt skrig hjemme i sofaen, som kunne høres helt inde ved naboen. Problemet er bare, at når hun først begynder, så er hun ikke til at stoppe igen. Altså, som i virkelig ikke til at stoppe igen. Det har virkelig fået mig ud i nogle situationer, hvor jeg mest har lyst til at kaste håndklædet i ringen som bl.a.:

  • Da jeg stod på en rasteplads på vej hjem fra legestue med en skrigende Agnes i min favn. Lige lidt hjalp, så måtte proppe hende ind i bilen igen. Skrigende! Til en halvsovende Vigga. Således havde jeg “kor” den resterende tid på vejen hjem.
  • Når hun skriger 1,5 time om aftenen og ikke engang viklen kan redde situationen.
  • Når jeg, samtidig med en skrigende Agnes, er selv med de resterende 3 børn i huset.
  • Når jeg har pakket en glad Agnes i autostolen og skal på tur med hende, Vigga og Jeppe. Som alle tre vel og mærket er klar til afgang. For efterfølgende at konkludere, at bilen er efterladt uden autostole = en Agnes der mister tålmodigheden. Så prøv, at selemontere en ny autostol, man aldrig har monteret før med lyden af en skrigende baby og to andre børn som hele tiden spørger: “Skal vi ikke snart afsted”. Hvor til jeg tænker. HVIS vi nogensinde KOMMER afsted.
  • Da vi besøgte mine forældre. Glædede os til hygge og snak omkring aftensmaden. Det blev det ikke. For en havde åbenbart trykket på play knappen og viklen havde vi glemt hjemme. Halleluja… det var hygge.
En trykkede på “Play”

Alt i alt, kan jeg desværre bare konkludere, at Agnes ikke er en nem baby. Hun er en dejlig baby, bestemt. Men ikke nem. Og helt ærlig? Hvorfor er det hun skriger? Hvad er det jeg ikke formår, at læse ved pigebarnet? Det er frustrerende. Det er opslidende. Det får atter følelsen af utilstrækkelighed op i en. Og HVORDAN skal jeg kunne være der for de andre 3 unger? Specielt Vigga, som jo er en stor del af min hverdag herhjemme?

Men… Sagen er den, at lige nu, ville jeg ønske jeg lige kunne stemple ud som mor. Give en high five til min kollega, som kan overtage lorten. Samle energi og stemple ind igen dagen efter fuld af energi og den bedste udgave af mig selv og med bevidstheden om, at jeg har en friweekend i sigte….. sådan er virkeligheden bare ikke…

Når dette syn til tider er det bedste syn 😉

2 comments / Add your comment below

Skriv et svar