Når hjemturen bliver lang…

Vigga tager en slapper

Som jeg skrev i mit indlæg omkring vores skiferie, så afsluttede jeg med, at hjemturen vidst krævede et indlæg for sig selv. Grunden var, at hjemturen var temmelig udfordrende og krævede sved på både Thomas’ og min pande. Here we go…

Vi skulle aflevere hytten kl. 15.00 og som det typisk bliver med børn, endte vi med at forlade hytten lidt over 15.00. Men vi tænkte, at vi alligevel var i god tid. Vi skulle først være i Oslo senest kl. 19.00. Vi kommer ud til vores bil, som har 10 cm sne på forruden. Får sagt til Thomas, om det ikke er en god idé, lige at fjerne sneen inden han tænder for vinduesviskerne. Men, ligesom det er med meget andet, så er Thomas ikke helt enig. Han tænder derfor vinduesviskerne med et 10 cm lag sne på forruden. Dette resulterede i, at inden vi overhovedet havde forladt parkeringspladsen, endda alt for sent, havde vi også to knækkede vinduesviskere. Så er stemningen lige som lagt for en god hjemtur… 😛

Thomas der ihærdigt prøver at rede vinduesviskerne

Vi får afleveret nøglen. De bemærker heldigvis ikke det sene tidspunkt den bliver afleveret på. Tilbage i bilen siger GPS’eren, at vi har en halv times buffer. Det er dælme ikke meget ift. at Agnes ikke lige frem er begejstret for den autostol og bilkørsel.

Nå, men jeg havde fået smurt en dejlige madpakke til turen syd på. 18 hele stykker rugbrød og tænkte, at vi da havde mere en rigeligt. Men allerede halvvejs var madpakken spist. Halleluja for storfamilien. Naiv som jeg åbenbart havde været, havde jeg faktisk regnet med, at der også var nok til aftensmad. Nå, men vi når sydligere og sydligere. Agnes bliver lyn ammet hist og pist. Jeg får vugget autostolen som man nu kan, når den er i en base. Mine arme er efterhånden syret til, men hvad gør man ikke, når pigebarnet på den måde tildels er samarbejdsvillig.

Men samarbejdet ophører på det kraftigste da vi når Oslo. Vi er alle sultne, hvilket stemningen i bilen også lader sig præge af. Thomas får den glimrende idé, at vi kan køre på McDrive. Vi kører derhen. Agnes skriger så meget, at vi bliver enige om, at jeg skal gå ind på McDonalds imens de andre kører i McDrive. Så jeg slæber en skrigende Agnes derind og prøver at få ro på. Samtidig prøver jeg ihærdigt at lave det der blik til de andre gæster på restauranten “Bare rolig, jeg har styr på det” blik. Pigebarnet falder til ro. Men inden jeg ser mig om, hører jeg en der siger: “hej”. Åbenbart har Thomas’ bror og familie også valgt at tage på McDonald. De sidder derfor inde i restauranten. Vi bliver enige om, at vi sagtens kan nå at spise inde i restauranten sammen. Så det gør vi.

Men kender I det? Man tror man har masser af tid? Og pludselig er tiden gået og man har ikke lige taget højde for, at vi jo også alle sammen skal klemmes ind i bilen? Således sagde GPS’eren 18.59 da vi tændte bilen. 
Jeg vil prøve at mildne stemningen op med en joke, men når kun at sige: “Thomas?”, inden der bliver kvitteret med et: “Hvis det ikke er vigtigt, så ti stille!”. Nå, så måtte den joke vente til et senere tidspunkt, Det er faktisk en af de sjældne gange, jeg har oplevet Thomas presset. Nå, men stemningen blev ikke bedre af, at ungerne hver især havde fået en Happy Meal! Og nu siger jeg det lige ud: “Hvem fanden har opfundet det ragelse af legetøj indeni???”. Ungerne havde hver især fået en eller anden superhelte æske med LØSE papirer og en blyant. Jamen altså…… Jeppe, syntes så lige den skulle åbnes i bilen. Således røg alle papirerne ned til hans fødder, så han ikke kunne få fat i dem. Og dem som kender Jeppe ved, at når han har sat sig noget i hovedet, så er det altså det der skal ske! Således råbte han samtlige 20 min hele vejen til Check-in at han bare skulle have de papirer NU. Ikke nu, men NU NU NU. Således endte vi sidst (ja sidst!) i bilkøen til check-in kl. 19.00, hvor der endelig kom ro i bilen da Jeppe fik sine papirer.

Det bedste ved at komme så sent, er til gengæld at det næsten er muligt, at køre direkte ind i færgen. Det var vidst også den eneste optur på turen indtil videre. For på færgen kom den næste udfordring. Og nu siger jeg det lige ud igen: “HVORFOR er det lige man skal holde så pisse tæt på hinanden?”. Hvis jeg ikke i forvejen havde mindreværdskompleks over at jeg ikke kunne lyne mine skibukser og passe min skijakke på turen, så fik jeg det, da jeg skulle prøve at komme ud af bilen. Jamen altså… Lige meget, hvor meget jeg prøvede at gøre mig smallere, så var det bare som om det ikke rigtig hjalp på situationen. Men ud kom jeg til sidst (og jeg ANER ikke hvordan). Tja, og så prøvede jeg på bedst muligt vis at fortrænge, at jeg også skulle IND i bilen igen, når vi skulle hjem.

Nå, men vi skulle sove på Oslo båden, hvilket de tre store unger absolut mente kunne vente, da de jo havde været fastspændt i timer i en bil og havde masser af energi. Men eftersom at Agnes, kun havde sovet en halv time siden kl. 15.00 var der lidt forskellige behov.. Heldigvis kom Thomas’ søster og familie og redede os. De ville nemlig i Tax-free og her så vi vores snit til, at Thomas og de tre store unger kunne smutte med, så Agnes kunne blive ammet i fred. Det fungerede faktisk skide godt, omend Thomas kom tilbage med armene fulde, som om de havde været på shopping tur i Tyskland. Jeg kiggede på Thomas og jeg fik “Jeg orkede ikke skrigende unger og diskussioner” blikket retur. Jeg kunne egentlig godt forstå ham.

Men hyggeligt ser det da ud 😉

Retur på værelset er klokken efterhånden sengetid (så rigeligt endda). Heldigvis er vi jo i træning ift. samsovning fra vores rejse i Asien. MEN! Både Vigga og Jeppe sov i bilen til Oslo, og det giver altså lidt udfordringer, når resten af selskabet er jævn trætte. Heldigvis sov Hjalte forholdsvis hurtigt, men Thomas og jeg skulle længe høre på både Vigga og Jeppe som proklamerede at de bestemt ikke var trætte. Det er jo så også her, det er svært at fortælle ungerne at det altså ER nat, når der både bliver holdt fest i kahytten ved siden af og over for.

Det næste jeg husker, ud over min utallige amninger af Agnes over natten, var da jeg kiggede på uret kl. 6.30. Der er helt stille! Som i helt stille! Jeg kigger ud. “What, hvorfor sejler vi ikke?”. Det går op for mig at vi er i havn. Jeg tænker, at vi da først skulle være i havn 7.30. Her går jeg så fuldstændig i panik. SHIT! Har vi sovet over os? Jeg får vækket Thomas, ikke på den blide måde. Jeg får pakket sammen i en fart og går nok hundrede cirkler rundt om mig selv, samtidig med jeg siger til Thomas: “Er du sikker på du har læst rigtigt, med at det var kl. 7.30?”. Får også sagt noget med, at det bare er SÅ typisk os og nu må vi hellere få vækket de unger. I hele min prædiken omkring vores manglende evner til at få læst tingene ordentlig igennem når vi rejser, starter højtaleren. HELDIGVIS, fortæller den søde dame os, at klokken nu er 6.45 og at vi kl. 07.15 kan gå ned til vores biler! Thomas flækker af grin, det samme gør jeg. Nu er vi lige som vågne.

Vi kører i land (nabobilen kunne bakke lidt tilbage, så jeg kunne komme ind i bilen, hvis i skulle undre jer 😉 ). Så tænker man. Så er det bare én vej, og det er hjem. Hvis det nu bare ikke var fordi det regnede. OG hvis det nu bare ikke lige var fordi vinduesviskerne var uduelige. Behøver jeg sige, at Thomas fik dræberblikket? Så inden vi overhovedet kunne sætte snuden syd på, måtte vi få købt nogle vinduesviskere og noget morgenmad.
Første tankstation: Ingen vinduesviskere og rundstykkerne var udsolgt!
Anden tankstation: Ingen vindueviskere, til gengæld rundstykker!
Tredje tankstation: Jeg er træt, presset på at den tikkende bombe er begyndt at øffe i autostolen ved siden af. Giver Thomas dræberøjne og en masse mundhøvl ala “Hvis du bare havde lyttet til mig med det sne på forruden og bla bla bla” med på vejen. Thomas køber i ren desperation nogle alt for korte vinduesviskere, som han VIDSTE var for korte. For tanken havde selvfølgelig ikke nogle vinduesviskere som passede til familiecontaineren. Så bye bye 130 kr. for ubrugelige korte vinduesviskere (tror ikke han turde kommet tomhændet tilbage til bilen).

Agnes begynder at skrige. Vigga vil have sine sko af, Jeppe vil have iPad nu, Hjalte er sulten, samtidig med jeg finder ud af at T-hansen, som burde have vinduesviskere passende til vores bil, først åbner kl. 9.30. Det er her jeg virkelig overvejede at hejse det hvide flag! Jeg var død! Det var en time siden vi havde forladt færgen og vi var stadig ikke noget et skridt nærmere Bredballe! Og at vente endnu en time i Frederikshavn på at en T-hansen skulle åbne. Det måtte være min død……

I mellem tiden, var det stoppet med at regne. Vi kunne dog se på vejrudsigten, at det ville regne stort set hele tiden til Vejle. Vi blev enige om at køre syd på alligevel, uden nye vinduesviskere. Jeg prøvede på bagsædet at lege meteorolog, med en nedbørsradar på telefonen som blev opdateret hver 10. min. Således kunne jeg se bygernes bevægelse. Jeg prøvede at udtænke mig en plan for, hvordan vi kunne undgå de værste byger og således nå helskindet hjem. Således sad jeg i 2 timer stive timer og dirigerede Thomas om han skulle køre 90 km/t, 130 k/t eller 50 km/t for at undgå byger. For det er jo vigtigt at bilen holdes kørende, så bomben ved siden af mig, ikke ville sprænge. Vi nåede hjem. Jeg havde bestået min eksamen som meteorolog og fra på mandag kan I se mig “Go’morgen Danmark” under vejrudsigten.

Så er det bare med at undgå byen ved Århus

Skriv et svar