En følelse af fiasko

Dette blogindlæg har på nogle måder, været en af de sværeste indlæg for mig at udgive. Egentlig ikke fordi det er et voldsomt personligt emne. Men fordi situationen har været rigtig svært for mig at acceptere. Acceptere, at de forestillinger som jeg havde, ikke kunne indfries. At mine fordomme pludselig skulle ruskes i. At jeg pludselig var “hende der” som jeg altid havde en holdning til, nok bare ikke havde kæmpet nok.

Det hele drejer sig om amning. Eller manglen på samme. Jeg har ammet alle mine børn. Jeg har været stolt af det. Jeg har elsket det. Jeg har værdsat det. Så selvfølgelig var der på ingen måde tvivl, da Agnes kom til verden, at hun også skulle være et ammebarn. Jeg havde store forestillinger om mit ammeforløb. Jeg ville gerne have, at jeg skulle amme hende mindst et år. Lige som med Vigga. Jeg elsker nærheden. Trygheden. Alt hvad det at amme sit barn indebærer.

Desværre fik Agnes bare ikke helt den samme gode start på livet, ift. amning, som sine søskende. Det stod ret tidligt klart, at hun ikke tog nok på i vægt. Det resulterede i en masse vægtkontroller. Til sidst begyndte hun at følge sin egen kurve. Dermed burde vi jo alle være tilfredse. MEN! Agnes var bare ikke helt tilfreds. Aldrig har vi haft en baby der har været så svær at gøre tilfreds. Smile det ene sekund for at skrige det andet. Det har været rigtig svært at navigere i, da vi aldrig har vidst “hvornår bomben springer”. Amningen endte altid i skrig og skrål. Der var SLET ikke noget hyggeligt omkring det. På ingen måde. Vi har egentlig hele tiden haft en fornemmelse af, at hun måske var sulten. Vi har prøvet at give hende flaske. Både med modermælkserstatning, men også udmalket mælk fra mig. Hun ville bare ikke tage den.

Thomas og jeg har mildest talt været udfordret i det her familieliv til fire børn. Omstændighederne har været elendige ift. vores boligsituation. I hvert fald, når man har en baby, som skriger meget. Vi har ikke kunne trække os. Vi har ikke kunne give Agnes den ro, som hun har haft brug for. Især til at etablere en velfungerende amning.

En aften da Agnes atter var utilfreds, spurgte Thomas om vi ikke skulle give den flaske et nyt forsøg. Vi var desperate. Så han smuttede i Rema efter modermælkserstatning. Han kom hjem. Pludselig slubrede hun løs fra flasken. Faldt i søvn. Og så hørte vi først noget til hende 6 timer efter. Aldrig har vi prøvet noget lignende. Det var dejligt hun sov. Til gengæld syntes jeg det var svært. Svært at acceptere, at hun havde taget flasken når hun havde afvist amningen. Jeg havde nok på fornemmelsen, hvilken vej det ville gå. Og den vej, var bestemt ikke mit drømmescenarie.

De efterfølgende dage måtte jeg dog æde kamelen. Agnes slubrede løs på flasken. Også selvom jeg lige havde ammet hende og havde fornemmelsen af, at hun havde taget et “rigtigt måltid” hos mig. Så kunne hun efterfølgende spise en hel flaske. Der var ingen skrig. Kun en tilfreds og veltilpas baby som jeg endnu aldrig havde set i de tre måneder hun havde levet. Jeg startede med at amme delvis og delvis give flaske. Men ved amningen endte det kun i skrig. En periode kunne jeg amme om natten, hvor hun ikke var så bevidst. Men der gik ikke lang tid før hun også afviste amningen om natten.

Så resultatet er nu, at Agnes ikke længere bliver ammet. Hun får flaske. Og jeg har skide svært ved at sige det højt. Jeg malker ud 2-3 gange om dagen, så hun får både modermælk og modermælkserstatning. Jeg ved dog også, at udmalkningen kun er en stakket frist. Jeg har så svært ved at acceptere at amningen er gået i vasken. Sådan helt inde i. Jeg er jo ikke en “flaske mor”. Jeg er sådan en mor der ammer sine børn. Jeg har så svært ved at identificere mig som en mor, der giver sin tre måneder gamle baby flaske. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at jeg ville komme der til. Det er virkelig et stort nederlag for mig. Samtidig trykkes jeg af dårlig samvittighed. For jeg er overbevist om, at det er omstændighederne som har gjort, at amningen ikke lykkedes. Det er omstændigheder som Agnes ikke har valgt. Det er nogle, som hendes forældre har valgt. Det nager altså noget ved samvittigheden.

Jeg ved, at jeg bliver nødt til at acceptere at situationen er som den er. Jeg bliver nødt til at kigge på Agnes og hendes trivsel. Jeg er ikke i tvivl om, at det har været den rigtige beslutning at droppe amningen. For Agnes er blevet en hel anden glad og veltilpas baby. Så på den måde er det jo godt. Det er jo godt, at hun nu har det godt og trives. At hun virker nysgerrig og har overskud til omverden. For det har hun ikke haft. Det kan bare ikke fratage mig følelsen af, at jeg føler mig som en fiasko. Følelsen af, at jeg ikke har slået til som mor. Følelsen af, at den forestilling jeg havde, ikke bliver indfriet. Men jeg må huske på, at jeg har kæmpet. Kæmpet for amningen. Og det må jeg huske, når jeg ser andre mødre give deres børn flaske. Alle har en historie og ingen ved, hvilken historie der ligger bag de valg man træffer som mor.

7 comments / Add your comment below

  1. Kender følelsen,. Jeg har oplevede den anden side af det,. Her var det første barn der blev flaske barn efter 10 hårde dage på sygehuset,. 10ndage gamle baby.. Moren havde bare ikke mere mælk ikke engang 15 ml,. Sygeplejersken havde prøvet at hive min pat i forskellige retninger men ingen ting hjælp,. “stress relateret mælkestop” kaldte de det

    Jeg var hende der blev peget finger af eller snakket om i mødre gruppen fordi jeg jo bare havde givet op,. Men nej jeg var lige så skuffet over mig selv og følelsen af skyld,. Havde bare ikke mer

    Defor var det så vigtig for mig at føde hjemme for var sikker på at sygehuset var en stress faktore for mig,.
    Og anden gang lykkedes det,. Lige ind til sundhedsplejersken sagde min mælk var for fed jannik tog for meget på,.
    5 mdr gammel skulle vi forsøge med vællin, mos mm,.

    Farvel amning

    Kram Trine
    Kender følelsen alt for godt så mange tanker jeres vej

  2. Kram til dig ❤️ Jeg ville have haft det præcis som dig, hvis det havde været mig. Og du er supermor 💪🏼

Skriv et svar