Status på hjemmepasning af Jeppe

Nu er det efterhånden et halvt år siden, at jeg tog Jeppe ud af institution. Og hvordan går det så med at hjemmepasse ham? Og tog vi i sin tid det rigtige valg?

Det korte svar er, at det går godt med at hjemmepasse ham, og jeg er så glad for, at vi fulgte vores mavefornemmelse og tog ham ud. For det har helt sikkert været det rigtige valg. Jeg må dog også indrømme, at vi brugte de første måneder på lige at finde hinanden. Forstået på den måde, at vi lige skulle finde ud af, hvilken “struktur” på vores hverdag vi skulle have. Efter de første to måneder ramlede vi så ind i sommerferien. Dvs. at der var rigtig mange ting som var lukket ned som bl.a. legestuer og andre hverdagsaktiviteter. Så jeg syntes det var lidt svært i starten, at have ham hjemme. Jeg ville jo gerne socialiseres lidt og komme ud herhjemme fra også for hans skyld.

Efter sommerferien begyndte legestuerne igen. Så endelig kom vi i gang med en lidt anderledes hverdag. Jeppe tillagde ikke legestuerne den store værdi i starten. Jeg følte egentlig ikke rigtig, at han havde lyst. Men jeg prøvede at holde ved, at vi skulle afsted. Og nu er det bare SÅ godt. Og han elsker legestuerne lige så meget, som jeg gør. Han har også fundet nogle dejlige venner dernede, som han også snakker om i hverdagen. Så det er dejligt.

På det personlige plan synes jeg også Jeppe har ændret sig. Og det er kun den positive vej. Jeg ser en dreng med meget mere overskud. En dreng der tager initiativ til at socialisere sig med andre børn. En dreng der er glad og sidst men ikke mindst, en dreng der trives.

Inden vi tog beslutningen om at tage ham ud af institution, havde jeg en god mavefornemmelse, men samtidigt frygtede jeg det også. For ville jeg kunne magte det? Ville han savne vuggestuen? Ville jeg kunne stimulere ham nok? Og hvad siger andre til vores beslutning? Heldigvis er denne frygt nu gjort til skamme. For det går sku meget godt, på trods af, at der er mere rodet end rent på matriklen. Generelt bærer Tyttebærhuset præg af, at jeg ikke har de daglige timer, hvor jeg lige har ro for mig selv, til at ordne de huslige ting. Men det er egentlig også okay, nu når jeg ser, hvordan Jeppe er blomstret op.

Specielt her i weekenden, synes jeg han har taget et stort skridt frem. Selvfølgelig kan det også skyldes, at han er blevet et halvt år ældre. Men vi var i Legoland i går, hvor Kristian fra Ramasjang Mysteriet optrådte. Foran scenen er der et område kun for børn. Hjalte gik derind sammen med sin veninde Ea. Som sædvanligt ville Jeppe ikke derind. Han ville hellere være ved os. Det er selvfølgelig ok og han er jo også kun lige blevet 3 år. Da der var gået et stykke tid sagde han, at han ville ind til Hjalte. Jeg fortalte ham, at jeg ikke kunne være derinde, men at jeg gerne ville følge ham derind. Så det gjorde jeg. Jeg væddede med min veninde om, at han ville komme grædende ud lidt efter. Men han blev derinde. Så sluttede showet og alle børnene skulle ud. På samme tid. Jeg tænkte, hvis han ikke græd før, så gør han det nu. Men ud kom en glad og stolt Jeppe sammen med Hjalte og Ea. Og der var ikke en tåre at se! Det havde jeg aldrig i min vildeste fantasi troet. For han har altid haft det bedst hos sin mor og far. Og egentlig helst på skødet, hvis det kan lade sig gøre.

Lige de eneste billeder jeg har fra Legoland i går

I dag har vi så været en tur i Ikea. Der har de Småland eller legeland, hvor børnene kan være mens forældrene handler. Vores børn har aldrig prøvet at være der, men Hjalte var mega opsat på at komme derind. Vi spørger Jeppe, om han vil derind sammen med Hjalte og forklarer ham, at vi ikke kan være der. Igen tænkte jeg, det vil han ikke. Men han ville! Og ind gik Hjalte og Jeppe hånd i hånd. Og de havde en fantastisk halv time derinde. Uden mor og far. Vores lille Jeppe er virkelig vokset i weekenden og han er så stolt. Og som han selv siger: “Jeg græd slet ikke”.

Så konklusionen er: Vi tog i sin tid det rigtige valg og jeg har aldrig fortrudt det. Lige nu kan jeg faktisk slet ikke forstille mig, at han skal starte i børnehave til marts efter vi har været ude at rejse. For jeg nyder at have ham hjemme (i hvert fald de dage hvor trodsalderen ikke fylder for meget).

3 comments / Add your comment below

Skriv et svar