Bangkok – Begivenhedsrig tur i natbus

Klar til afgang med kurs mod Bangkok

Vi sagde farvel til Koh Lanta i lørdags for at vende snuden til Bangkok. Her havde vi valgt, som de erfarne backpackere vi efterhånden er, at vi sagtens kunne transportere os fra A til B i en natbus på “små” 18 timer! Jovel jovel kom vi frem, men jeg vil lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke på noget tidspunkt tænkte “Hvad fanden har vi gang i!”

Vi blev hentet kl 12 ved vores hotel. 2.5 time efter blev vi sat af et sted i Krabi. Da vi kørte ind i Krabi sagde Jeppe pænt: “Far, er det ikke rigtigt, at det her er en losseplads?”. Der fik vi alle et smil på læben. Men det siger måske meget om det sted vi skulle vente på den næste bus. Nå men vi blev sat af og forud skulle vi “bare” vente 2 timer på, at vi skulle med næste bus. De 2 timer går og så kommer der en mand og siger, at vi skal med en pickup truck sammen med to svenske piger. Vi bliver egentlig ikke særlig godt informeret, for alle andre skal ikke med os, selvom de også skal til Bangkok. Vi sætter os op på ladet og afsted med os. 15 min efter bliver vi sat af, da vi nu skal over i en anden bus. Så må det vel være den vi skal til Bangkok i? Men nej, igen skulle vi lige køre 2,5 time og så skifte bus igen igen.

Heldigvis havde vi alle vores snacks i orden og ipad fuldt opladet, så intet kunne gå galt. Troede vi. Jeppe klager lidt undervejs over at han har det dårligt. Vi prøver at holde lidt igen med sukkerindtaget. Jeg sidder skråt over for Thomas og drengene med Vigga sovende i skødet. Jeg vender mig på et tidspunkt om, da Thomas snakker med en af med passagerne. Jeg kigger på Jeppe som har fuldstændig udspilede øjne og hænderne foran munden. Får hurtigt råbt til Thomas “Jeppe skal kaste op”! Heldigvis får den søde medpassager hurtigt fat i en pose, og vi får holdt samling på det. Rigtig synd for Jeppe. Men han får det hurtigt bedre og vi har ikke helt tabt pusten. Endnu…. Vi bliver 2,5 time senere sat af ved en restaurant. Klokken nærmer sig 20.00 og vi skynder os at få bestilt noget aftensmad inden det lange seje træk til Bangkok.

Thomas havde forinden turen forhørt sig af, om der var wifi i bussen. Svaret var “sometimes”. Damen kunne heller ikke helt informere os om der var aircondition i bussen, men det satsede vi på, nu når turen var så lang. Så vi tænkte, at standarden som minimum var lige så god, som da vi kørte i bus fra Singapore til Kuala Lumpur.

Endelig kommer vores bus. Vi får at vide at vi stille kan spise vores mad færdigt og sørge for at ungerne er tisset af. Så det gør vi. Det resulterede dog i, at vi var de sidste der stod på bussen. Vi har ladet de andre vælge pladser først (men så har vi vel lidt god karma til gode?) Desværre var det kun fire pladser tilbage, da vi stiger om bord! Men vi skulle jo heller ikke bruge flere. Det var så her mit humør mildest talt blev dårligt! De fire bagerste sæder i bussen som var ledige havde hverken lys, noget der minder om ventilation og så var det lige op og ned af motoren. Thomas og jeg kunne på ingen måder have en samtale, da det larmede som ind i h….. Det var SÅ absurd! Jeg sætter mig på en af sæderne for at konkludere at ALT polstringen i sædet mangler! På døren til toilettet stod der: “NOT WORKING” (godt vi fik tisset af). Det var mildt sagt en LORTE bus! Den ville på ingen måder havde været godkendt til transport af mennesker i dk!

Nå men vi prøver at sætte os til rette! Hjalte falder hurtigt i søvn, Thomas lige så (han har sådan en pokkers god evne til at sove de mest umulige steder). Jeppe sidder og hygger i Thomas skød! Jeg? Jeg sidder med en mega vågen utilfreds Vigga. Og jeg har pisse ondt af mig selv, og synes det hele er mega nederen! Det er i hvert fald ikke de positive tanker der kører igennem mit hoved. Til sidst får jeg overbevist mig selv om, at i stedet for at blive ved med at være negativ må jeg finde en løsning. For jeg kan ikke holde larmen og den manglende ventilation ud. Så jeg tager Vigga på armen og bevæger mig op af i bussen for at finde mig et ledigt sæde (der er stået nogle af for nylig). For her er der da i det mindste lys og knap så meget larm. Jeg finder mig en plads ved en mand, lidt ældre end mig. Så nu har jeg i det mindste lys og knap så meget larm. Jeg sveder og har sådan brug for frisk luft. Da jeg kigger ned på Vigga ser hun heller ikke lige frem tilfreds ud. Men jeg slår det hen og tænker at nu kan det kun gå frem af, på med ja hatten!

Og så sker det! Vigga skriger! Og wuuummm hun brækker sig ud over det hele! Mig, sig selv, gulvet, sæderne og den søde mand lige ved siden af mig! To “brusebade” og vi er badet ind i bræk! Kunne det blive værre? Så meget for lige at tage ja hatten på. (Hvor er den gode karma?) Den søde mand ved siden af mig, skynder sig at fortælle at det ikke gør noget, og han er meget optaget af om Vigga er okay. Mega sødt af ham (god karma retur). Jeg er dog så pinlig berørt og kigger på mit ur. “Kun” 9 timer tilbage i den skod bus! Får skiftet Viggas tøj, men har ikke noget ekstra tøj til mig selv! Jeg er fuldstændig indstillet på, at de næste 9 timer bliver de værste 9 timer på den her rejse!

Kl. 5.30 bliver vi sat af på en landevej i Bangkok! Hjalte havde sovet hele turen. Det samme med Jeppe da han først faldt i søvn. Vigga har egentlig også sovet, da hun først var kommet sig. Mig? Sov sporadisk, når jeg ellers kunne abstrahere fra min egen lugt! Vi får heldigvis hurtigt fat i en taxa som kører os til hotellet. Vi ankommer kl 6.00 og får betalt os for en tidlig check-in! Yes! Vi får afprøvet poolen og går så til køjs kl 9.30, hvor Hjalte, Vigga og jeg får en skraber på hele 4 timer! Dejligt….

Godmorgen Bangkok

Da jeg dagen efter Face-timer med mine forældre og skal fortælle dem om busturen, kan jeg slet ikke få det over mine læber! Jeg skrald griner simpelthen over hvor absurd en tur det var! Og her på den anden side synes jeg det er skide morsomt! Det var bare så absurd! Og kunne jeg finde på at tage en 18 timers lang natbus tur igen med tre så små børn? Ja! For jeg tænker ikke den kan blive værre end det vi oplevede….

I skrivende stund sidder vi i lufthavnen i Bangkok. Det er så vemodigt og når jeg kigger på vores bagage er det tre måneders eventyr der er pakket ned. Det hele er gået så vanvittigt stærkt og vi har prøvet på at nyde hver eneste dag! Nu skal vi hjem til hverdagen og vi skal nu til at forhold os til:

– At lave aftensmad, handle ind og ryde op.
– At vaske tøj
– At nedjustere morgenmads indtaget til 15 min. frem for 1.5 time
– At det er koldt vejr! Hører vi! Man vænner sig hurtigt til 30 grader og solskin
– At sætte børnene i autostole
– At der ikke er aber i stuen
– At vi ikke skal diskutere om vi skal i poolen eller spise først

First World problems….. we know

Farvel og tak for denne gang

1 comment / Add your comment below

  1. Nøøøj sikke en bustur. Godt holdt ud mor Trine! Og hold da op en dejlig rejse i har været på. Vi har fulgt med herinde og ventet spændt på næste indlæg. Håber i kommer godt hjemad

Skriv et svar