At træffe sit livs vigtigste valg for sine børn!

Små børn, men med en kæmpe plads i mit hjerte.

I disse dage er det efterhånden 2 år siden, at vi som familie valgte vores livs vigtigste valg. Valget om at jeg skulle opsige mit job, valget om at tage Jeppe ud af vuggestue, valget om at have fokus på familielivet frem for arbejdslivet i en periode.

Mange spørger, om det ikke var svært at tage skridtet. Èn ting er jo at tænke i de baner, noget andet er, at realisere det i den virkelige verden. Jo, valget var svært. Set i bagspejlet kan jeg slet ikke forstå, hvorfor det var svært, for det har 100 % været det helt rigtige for os og vores familie. Igen er det nok mere det, at man ved hvad man har, men ikke hvad man får.

Jeppe har jo egentlig altid haft det bedst herhjemme. Han har aldrig været fan af vuggestuen på trods af, at vi som forældre både kunne lide institutionen og ikke mindst pædagogerne på stuen. Jeg luftede faktisk allerede ideén for Thomas og nogle veninder et lille års tid, før vi stoppede Jeppe i institution. Men jeg var i tvivl om, at jeg kunne overskue at have en lille ny (Jeg var gravid med Vigga) samtidig med at have Jeppe hjemme. Så han fortsatte i vuggestue 3 dage om ugen.

Det der blev alt afgørende var, ironisk nok, at Jeppe fik skoldkopper. Det gjorde Hjalte også, som gik i børnehave. Hjalte var noget anstrengende at have hjemme den uge med skoldkopper. Han ville bare i børnehave og kunne slet ikke se ideen i at være hjemme. Jeppe derimod. Han blomstrede. Han var glad. Han havde en fest, på trods af skoldkopper. Han var mega fan af ikke at skulle i vuggestue. Efter 1,5 uge hjemme med skoldkopper var Thomas og jeg ikke i tvivl i længere. Jeppe skulle ikke tilbage i vuggestue. Således fik jeg en snak med pædagogerne og lederen om, at Jeppe officielt havde haft den sidste dag i vuggestue. Det var en stor lettelse endelig at tage valget, men også mega skræmmende, for hvad kunne det valg have af konsekvenser for mig? For min karriere? For mit liv? Det var her, vi blev nødt til at tænke på Jeppe. For hvad vil det have af konsekvenser for ham at fortsætte i vuggestue? Det er der aldrig nogen der vil finde svar på. Men vi er ikke i tvivl om, at det kun har været positivt for ham og hans personlighed, at være hjemme hos mig sammen med lillesøster Vigga.

Vi valgte at Jeppe skulle starte i børnehave igen da han var 3,5 år. Vi tænkte, at det nok var bedst for ham at komme afsted. Han kunne lige nå at starte lidt sammen med Hjalte og dermed få en “mild” start. Men jeg må indrømme. Nu har han gået i børnehave i 1 år og han er stadig ikke fan. Jeg kan stadig fortryde, at vi startede ham op i institutionslivet igen. Han vil bare helst være herhjemme. Så lige nu er han afsted ca. 3 dage om ugen og vi prøver, så vidt muligt, at give ham nogle korte dage. Så kan han overskue dagen derover, så der er større sandsynlighed for, at det er en succes. Der er jo alligevel ikke mere end 10 måneder til, at han skal starte i førskole. Der kan man jo ikke bare holde fri og tage fri, når det lige passer. Og jeg må indrømme. Det er sku her jeg ville håbe, at jeg havde haft nosserne/overskuddet/modet til at hjemmeskole ham indtil han selv var klar til det “rigtige” skoleliv. Men det må blive i mit næste liv….

Et andet spørgsmål jeg ofte stiller mig selv er, at hvis vi ikke havde haft Jeppe, havde vi så valgt at hjemmepasse? Her må jeg også indrømme, at det tror jeg ikke. Hjalte har altid været social og der skal altid ske noget. Han er udadvendt og har det bedst med mange mennesker omkring sig. Han har altid trives i det “normale” danske småbørnsliv. Så nej, hvis Jeppe havde været som Hjalte, tror jeg ikke, at vi havde prioriteret, at jeg skulle gå hjemme. Men Jeppe råbte højt om sine behov og det kunne vi som forældre ikke ignorere. Jeppe fik os derud, hvor vi begyndte at sætte spørgsmåltegn ved det “normale” småbørnsliv i DK. Han fik os derud, hvor vi måtte sætte spørgsmålstegn ved det liv vi førte. Han fik os derud, hvor vi begyndte at undersøge udviklingsteorier og tilknytning. Han fik os derud, hvor vi begyndte at se kritisk på vores egen livsførelse og værdier.
Det har og får hans mindre søskende heldigvis gavn af. Vigga har gået fuld tid hjemme hos mig indtil hun var 26 måneder. Her fik vi en mulighed, vi ikke kunne sige nej til. Så Vigga bliver nu passet privat hos en veninde. Hun går derhjemme med sin datter som er jævnaldrende med Vigga. Her er hun 2 dage i ugen og Vigga ELSKER at være der. Som i virkelig ELSKER! Så det er fantastisk, at vi har kunne finde den løsning. Og hvor har det været godt oven på Agnes ankomst til verden. For det har bestemt ikke været nemt for Vigga at gå herhjemme med en skrigende Agnes og en frustreret mor. Heldigvis er tingene lysere og bedre nu. Agnes skulle jeg meget gerne have herhjemme i 1.5 år mere. Om jeg skal arbejde lidt ved siden af, ved vi ikke endnu. Men én ting ved vi. Hun skal ikke starte i institution før hun mindst er 2 år.

Summersumarum så har vi aldrig fortrudt, at vi valgte at prioritere at hjemmepasse. Det gavner jo ikke kun de hjemmegående børn men hele familien. Hjalte der går i skole, er i SFO de dage han har lyst ellers henter vi ham fra skole, når han har fri. Jeppe er i børnehave de dage, hvor det giver mest mening ellers er han hjemme. Er vores børn syge, skal vi ikke diskutere hvem der skal blive hjemme. Og har de brug for en ekstra dag til at komme sig over sygdom, kan de sagtens få det. Jeg får ikke ordnet meget husligt i og med, at jeg har mere end rigeligt at se til med 1-3 børn hjemme i hverdagen. Men en vask i ny og næ kan det da blive til.

Hjemmepasser du? Eller har du overvejet det?

Jeg har faktisk skrevet et indlæg dengang jeg tog Jeppe ud af institution. Er du nysgerrig, kan du læse det lige her.
Jeg har også skrevet et indlæg om omverdens reaktion på, at vi valgte at hjemmepasse lige her.

En tur i Skærup Zoo for efterhånden 2 år siden…

2 comments / Add your comment below

  1. Nu her hvor jeg er på barsel og har dejlig med tid til familien (selvfølgelig med mest fokus på lillesøster i dagtiden) kunne jeg godt ønske at jeg altid kunne give mine børn den regelmæssighed som der er modsat da jeg arbejdede i treholdsskift. Men ville være lidt nervøs for at jeg kunne stimulere og lære dem alt det de lærer i institutionen både af viden og det sociale.
    Noget andet er om jeg vil kunne forene mig med det. Tror nemlig jobbet og den voksne/kollegiale kontakt betyder en del for mig.
    Men er sikker på at børnene ville elske at have mig fast derhjemme

    1. Hej Dorte
      Tak for din kommentar. Jeg kan jo sagtens nikke genkendende til alt det du skriver. Det er de samme tanker jeg havde, inden vi tog beslutningen.
      Ang viden og det sociale i en institution. Tja… det er jeg slet ikke nervøs for mere. Jeg føler Vigga har meget bedre forudsætninger for til tillære sig tingene op en god og hensigtsmæssig både ift dagens vuggestuer. Vi er afsted hver formiddag mandag-fredag med andre hjemmebørn og forældre. De lærer det sociale i trykke rammer med masser af voksen kontakt. Jeg tænker at børn i vuggestuen som sådan ikke skal lære noget, det kommer jo alt helt naturligt i form af deres nysgerrighed. Hvis vi forældre griber dem i deres nysgerrighed og lærer dem ting via den vej, så tænker jeg de er godt klædt på til livet 😊
      Ang kollegaer og job, vil jeg da også indrømme at jeg mangler det! Jeg mangler at gøre noget som JEG synes er fedt, uden at skulle forstyrres hundrede gange. Så det mangler jeg! At kunne koble af børneshowet. Heldigvis har jeg efterhånden opbygget mig er netværk i hjemmemiljøet blandt andre forældre, hvor jeg for det “kollegiale” stillet 😊

Skriv et svar